For at få skudt Unoder.com i gang har Mikkel Marius, Rune og jeg selv valgt at bidrage med to skæringer – en ny og en gammel – som samtidig markerer forårets komme
Spørgsmålet er så om man skal forcere sange om forår eller skal man lade sangene vælge sig selv. For undertegnede faldt det let på plads, da jeg slet ikke nåede at forcerede vintergækker el lign i retning af dette indlæg.
Mumford & Sons har jeg længe været helt skudt i og The Cave er muligvis det bedste nummer på deres debutalbum Sigh No More. Det er et nummer jeg bliver helt glad i låget over og af uransaglige årsager får det mig f.eks. helt instinktivt til at cykle stærkere på min vej til og fra arbejde, praktik eller daginstitituon i København. Det er min nye forårssang.
Min gamle forårssang faldt jeg over da jeg en send nattetime i Dronningens klæder gennemtrawlede Tom Waits bagkatalog. At det er San Diego Serenade fra The Heart of Saturday Night jeg har lagt mig fast på kan jeg ikke umiddelbart forklare, der var noget je ne sai quoi som fæstnede sig i skallen på mig. Og så er bloggens ethos ligesom etableret med et indlæg hvori Tom Waits indgår.
umådeligt umusikalsk musikentusiast.
