Tingene synes at flaske sig for de 3 unge postpunkere i Shiny Darkly. Siden guitaren blev plugget i forstærkeren første gang for cirka et år siden, har de opnået en pæn portion anerkendelse for deres intense live koncerter, som også har begejstret denne pen, hvilket har ført til en signing på altid gode Crunchy Frog. Vel nærmest et kvalitetsstempel i sig selv. Nu er der imidlertid skudt en EP på gaden, hvor den egentlige test skal stå.
Et gennemgående træk ved EP’en er at numrene er noget mere polerede end når de opleves live. Det betyder en renere lyd, men fjerner naturligvis også noget af det rå og aggressive udtryk. Heldigvis balancerer numrene fint på en ren linje med rum til både det melodisk poppede og skærende guitardistortion, så credit til Jens Benz for at holde produktionen let og skarp.
Det er påfaldende hvor meget Shiny Darkly har nærstuderet postpunkens antologi. Det høres bl.a. på det i øvrigt overbevisende nummer “Draculala”, hvor guitarakkorder, synthmelodi og vokal lyder som snydt ud af Joy Divisions øvelokale. Veludført og stilsikkert – måske lige lidt for sikkert.
Heldigvis er andre numre mere frigjort for den effektive skabelon. Åbneren “Into the Shade” holdes sammen af en klassisk rocket 70′er basgang, mens staccato-trommerne fint nedtones i “You Feel Like You Should”. Numre, der fint viser trioens rytmiske – og melodiøse kvaliteter. Stærkest blandt EPens 6 numre synes den grooovy “Diana (do drugs)”, der rocker usædvanlig godt.
Mit iTunes påstår at jeg i skrivende stund har hørt EPen efterhånden 20 gange, hvilket jeg næsten ikke helt kan tro, for numrene er fortsat aldeles saftige. Det er der ikke mange debut-EP’er man kan sige det samme om. Med afrundende ord, en ganske indbydende introduktion til Shiny Darkly, som klart giver lyst på mere, og med klare forventninger til sommerens koncerter, som bl.a. inkluderer Roskilde Festivalen.



