Reglerne for legen er ganske simple: Det går i al sin enkelhed ud på, at finde to eller flere pladecovers, som ligner hinanden. – Om det er lighed i farvevalg, genbrug af idé eller bare påfaldende sjovt i øvrig sammenhæng, er op til den enkelt bidragsyder. Unoder dedikerer i hvert fald nu HELT ucensureret spalteplads til alle indkomne forslag. Skriv gerne en forklarende linje, hvis det synes nødvendigt eller du har en bagvedliggende sjov historie.. (Disclaimer: Af mere teknisk karakter bedes du fremsende dine eksempler i en billedfil i formatet 640×330)

Svært koncept?! Her kommer nogle eksempler:

Ghostpoet og James Blake udgav i 2011 med kort mellemrum deres debuter. Konceptet med sløret figur i s/h (bøjet mod blå i Blakes tilfælde) er aldeles god, men sjovest hvis man var den eneste som fik denne idé.

The Knife udgav i 2006 det på alle måder spraglede album Deep Cuts. Det flotte dansegulvsinspirerede idé var skam allerede brugt af tæppetisser-Ivan.

Og endelig tænker Skream og David Bowie begge ud af boksen. Uha uha! I begge tilfælde synes det nu, at være relativt meget inden for rammen af ud af boksen. Begge pladecovers er ganske rædsomme i idé og udførsel, og det er komplet uforståeligt at begge covers er sluppet ud i det fri – hvis man altså spørger Unoders hårde, men strengt egenrådige ekspertpanel til råds..

Tilbage i 2006 væltede The Knife ikke bare Skandinavien, men hele verden med det fantastiske  opus Silent Shout, der var tænderskærende indadvendt og raserende, mens balladerne kunne nå storladne æstetiske højder, og hvor de mest lyttervenlige numre havde en feststemt galgenhumor. Væk var det meste af den ironi, som ellers kendetegnede den forudgående rablende, pangfarvede og extroverte plade, 2003-albummet, Deep Cuts.

To ganske forskellige værker, som hver for sig er overmættede med musikalske lækkerier, og som på mærkværdig vis formår, at illustrere hvilken dæmoni søskendeduoen Karin og Oluf Dreijer besidder. Det kan lyde banalt eller overfortolket for den udenforstående, men søskendeduoen har en helt særlig outsiderposition, hvor de dyrker en klar separation til samfundet, hvor der stilles spørgsmålstegn ved alle gængse konventioner: Familien, sexualidentitet, køn, moral, ordensmagt, politik, frihed etc.

- Lidt ligesom den dér ven, som altid skal stille irriterende spørgsmål til alting. Derfor så enten hader man eller også elsker man The Knife. I The Knifes tilfælde virker spørgsmålene oprigtige og som oprigtigt gode spørgsmål. Dette er præmissen man bliver nødt til at købe.

The Knife formåede på fornem vis lynhurtigt at manifestere sig som et af klodens absolut mest interessant acts. Men lige så pludseligt som de strøg ud af Göteborg, lige så hurtigt forsvandt de ind i Berlins og egen skygge for at tumle rundt med Darwin på Det Kongelige Teater og Fever Ray.

Nu er The Knife heldigvis tilbage i storform med en af  magtdemonstration af en titan på næsten 10 minutter, Full Of Fire. Der er hermed lagt i ovnen til en uomtvisteligt stort værk, når Shaking The Habitual rammer gaden d. 8. april.

[Video kommer op, når youtube er færdig med at iføre sig skinhellige klæder. Indtil da se videoen her ]

“Vi vil ikke være en musikfestival for alle. Vi vil kun være for dem, der vil udfordres, der vil flyttes, og som vil inspireres. Dem som vil noget nyt. Kommer man her for at se noget, man kender i forvejen, så er man gået forkert,” sagde Esben Danielsen i 2011.

Unoder ved simpelthen ikke hvad man skal stille op med dagens booking af Rihanna på Roskilde Festivalen. Det er den ultimative falliterklæring. Kerneværdinedsmeltning. Hvad skal Roskilde Festivalen med Rihanna?

True: Rihanna er ikke til mor og far. – Det er til fritidsklubben.  - Det er til arbejdspladsen, hvor radioen knevrer ufortrødent 7 timer og 24 minutter dagen lang. – Det er til jyske håndboldhaller med klappepølser. – Det er til dem som mærker en uforklarlig sød kløe, når de hører navnet Justin Bieber. Muligvis også Rihanna. – Det er til TV3 generationen, som skal i drukkoma med Linse og Gustav i Sunny Beach. Sidenhen Rømø. Og nu også Roskilde.

Der er intet kunstnerisk belæg for denne booking. Der er ikke Lady Gaga’s vildskab (hvor kalkuleret denne end måtte synes). Ikke Eminems whitetrash rap. Ikke Timberlakes sexede beats. Ikke Medinas folkelighed. Ikke Nik & Jay’s kiksede folkelighed. You name it.

Hvad er Rihanna andet end sin eksmands boksepude eller sin producers vokalist? Ingenting.(#) Så kan man jo altid smide tøjet.. ((#) Rihanna er en perfume (red.))

Man kunne jo vælge at være ligeglad, eller blot holde sig langt væk. Men det ville være ærgerligt, da mange års venskab faktisk betyder noget. Det er slet heller ikke fordi Roskilde Festivalen skal repetere tidligere meritter. Ingenlunde.

Det var derfor festivalgæsterne bifaldt Esben Danielsens udtalelse fra 2011. Vi vil udfordres! Vi vil flyttes! Vi vil inspireres! For at opfylde disse kriterier kan bookingen af Rihanna kun ses som en syg form for joke.

Beklager.

På selveste sin 66 års fødselsdag giver David Bowie en fødselsdags-surprise med singlen “Where Are We Now?” fra et kommende album, der får titlen ‘The Next Day’.

Der har ellers været meget stille omkring The Thin White Duke de senere år. Efter sin hjerteoperation i 2004, der medførte aflysningen af den seneste verdensturné, som blandt andet gik ud over Roskilde Festivalen det år. Siden har Bowie kun vist sig meget få gange på scenen, og har flittigt dementeret alle rygter om, at han på noget tidspunkt ville vende tilbage til musikken. Og som en af branchens få principfaste musikere, havde de fleste fans efterhånden lært at vænne sig til tanken om, at kilden med evigt rindende Bowie-velsignelser var løbet tør. Is David Bowie Really Dying? vovede The Flaming Lips at fremturde på sidste års udgivelse. Et spørgsmål med naturens implicitte svar, som alligevel giver de fleste rockfans kuldegysninger.

Dagens nyhed kom fuldstændig ud af det blå, og som et chok på den samlede branche. For hvordan kan verdens (måske) største musik-artist lave sådan en sniger?

Informationerne om det forestående album “The Next Day” er uhyre sparsomme. Ingen udsendt pressemeddelse. Oplysningen om en ‘big surprise’ er sendt ud via den officielle Bowie facebookprofil, hvorfra der henvises til hjemmesiden, hvor videoen og tracklisten er gjort tilgængelig.

Enkelte oplysninger er tilføjet i løbet af dagen. Albummet er indspillet i New York, og det er endnu en gang Tony Visconti der producerer. Det gjorde han også på velrenommerede albums som: “Young Americans”, “Scary Monsters”, “Heathen” og “Reality”.

Alderen påvirker måske David Bowie alligevel. Singleforløberen og videoen hertil (instrueret af Tony Oursler) kredser om Berliner-perioden i sluthalvfjerdserne. Det forlyder at videoen er optaget hos en mekaniker, der lå under hans daværende lejlighed, mens teksten tager velkendte lokationer op, og Bowie resonnerer over den svundne tid. Konkluderer. Eller rettere stiller nye spørgsmål: Hvor er vi nu?

Det er dog ikke første gang, at Bowie opsummerer karrieren. Singlen og videoen “Thursday’s Child” fra albummet “Hours..” er en lignende statusopgørelse.

“Where Are We Now?”  kan downloades fra iTunes allerede nu, mens albummet er ude d. 11 marts i standard hhv. deluxe udgave. Alle håb om en ny verdensturné tør ingen længere gisne om. Men vi har lov at håbe..

The Next Day
1. “The Next Day”
2. “Dirty Boys”
3. “The Stars (Are Out Tonight)”
4. “Love Is Lost”
5. “Where Are We Now?”
6. “Valentine’s Day”
7. “If You Can See Me”
8. “I’d Rather Be High”
9. “Boss of Me”
10. “Dancing Out in Space”
11. “How Does the Grass Grow”
12. “(You Will) Set the World on Fire”
13. “You Feel So Lonely You Could Die”
14. “Heat”
Bonus tracks:
15. “So She”
16. “I’ll Take You There”
17. “Plan”

I det følgende har Unoder forsøgt at finde 5 tidstypiske musikvideoer. Rækkefølgen er hverken kronologisk eller efter en række med de mest tidstypiske. Det sidste giver ikke mening at forsøge at efterleve. Men det har været sjovt at gennemtrawle barndomsminder for at finde de videoer som rykkede for hårdt på Fritten og på  teenageværelset. Kom endelig med gode bud i kommentarfeltet nederst.

På vej ud af 80′ernes neon- og spejlæstetik træder amerikansk urbankultur i karakter. Det skyldes ikke mindst at de hvide mænd i jakkesæt på MTV havde taget den sorte musik til nåde (læs herom) og op gennem 80′erne begyndte vestlige unge at køre på skateboard, spille musik fra ghettoblastere og øvede sig på den svære rapkunst. Et af de helt store hits i 1990 var MC Hammer’s U Can’t Touch This. Han evner som rapper er stærkt begrænsede, måske var det derfor, at han blev et kæmpe hit, thi alle hvide forstadsknægte kunne følge med på Hammer’s mildest talt hakkende flow. Og så selvfølgelig hjulpet godt på vej af en forrygende video, som fint repræsenterer overgangen fra 80′erne til 90′erne. Tøjet og dansen viser perfekt hvordan man skulle klæde sig i starthalvfemserne. – Hvis man altså var til rap og ghettokultur.

Watch this video on YouTube.

I starten af 90′erne rammer økohippiebølgen Europa med fuld kraft. Det skyldes ikke mindst økonomien, som er skubbet i gang efter et årti på smalkost, og optimismen blomstrer i fuld flor, da Margaret Thatcher smides på porten i England og Berlinmuren falder. Europa har ikke været mere optimistisk siden 60′erne, så hvorfor ikke forsøge at redde hele verden? Økologi og økofarver rammer især England. Den følgende video er et fint eksempel på hvordan europæerne efterlignede den amerikanske ghetto-youth – altså med nogle spage breakdance moves på en mark uden for byen på en helvedets masse stoffer. Undervurder ikke dansens betydning. Hvis man ikke kunne disse moves, eller noget der mindede herom, så var man henvist til ungdomsklubbens bar (hvor de solgte fortyndet fadøl – hvis man var heldig).

Watch this video on YouTube.

Var man een af dem som ikke kunne danse (redaktionen falder under denne kategori), så kunne man til gengæld hoppe al sin opsparede teenage-hed ud, og vælte ind i de andre på dansegulvet til Rage Against the Machine’s Killing In The Name eller til Nirvana’s Smells Like Teen Spirit. Så det gjorde vi ret så meget. Sidstnævnte video er sidenhen blevet tilskrevet en masse kvalitet om hvordan ‘halvfimser’-ironi kom til udtryk. Her på Unoder-redaktionen finder vi dyrkelsen af videoen let overdrevet, og mener i stedet at videoens position overvejende skyldes, at den blev vist i det uendelige grundet sangens kvalitet.

I stedet har vi valgt følgende repræsentant, som igen byder på rigelige mængder grydeklip, fri kærlighed, udsyret økopastel. Jovist havde man overtaget flere af forældre-generationens tilbøjeligheder, men i videoen er mængden af halvfemserironi helt kolossal overvældende, da bandet, The Smashing Pumpkins, ikke ligefrem er kendt som jubelidioter, men i stedet blev synonym med ironiens mestre. Sangen er i sig selv heller ikke just optimistisk, idet den handler om et forestående selvmord.

Watch this video on YouTube.

Modsat det naivt kulørte eller ironiseringen heraf, vedblev 80′ernes forholdsvis seriøse sort/hvid-bølge at hærge USA. Dylan og Brandon fra en kendt tv-serie poserede som Elvis og James Dean og selv Studio Line reklamerne blev holdt i sort/hvid (tilsat lidt De Stijl). Imens lod Chris Isaak den purunge Helena Christensen plaske rundt i sort/hvid og The Beloved omgav sig med nøgne skønheder kun indpakket af kridhvid – i årtiets mest sensuelle videoer.

I stedet for at vise disse, er det Unoder en stor ære at tilvejebringe det hollandske one hit wonder Ten Sharp’s megahit You, som i den grad er en tidstypisk video. (Havde Losing My Religion eller Everybody Hurts været holdt i sort/hvid kunne de have skubbet Ten Sharp af pinden).

Watch this video on YouTube.

Fandt man derimod årtiets optimisme en kende speget, og i det hele taget så sig som outsider til den mainstreamkultur, som blev vist på MTV, så var shoegaze- og indiemusikken formentlig dér man søgte tilflugt. Til trods man tog stærkt afstand fra musikkanalens kommercialisering, så kunne de mere mainstream søgende indslag alligevel ikke modstå fristelsen for score nogle knaster, så man som artist faktisk havde mulighed for at kunne leve af sin musik. Et af de bedste og værste eksempler herpå er Siobhan Fahey fra Shakespears Sister (jep, hun ku’ ik’ stave), som efter bruddet med Bananarama, valgte en kalkuleret popgotisk lyd og stil. Videoen er stærkt inspireret af Cure videoen til Lullaby, og det kræver næppe stort kørekort at forstå, den splittelse hovedpersonen gennemlever.

Watch this video on YouTube.

Sorte Dr. Martens, sorte stof-halsbånd, sort make-up, sorte gamacher, sortfarvet hår. Halvfemserne var sandelig årtiet hvor gothkulturen fik et stort gennembrud. Had og tak Siobhan Fahey for dette.

Det er naturligvis altid møgsvært – og sikkert en kende absurd – at komprimere et årti ned til 5 musikvideoer. Derfor tager Unoder-redaktionen imod alle gode såvel som dårlige musikvideoer fra 90′erne, der har brændt sig fast i hjernebarken.

Unoder på Roskilde 2010

For glögg eller i hvert fald procenter skal der til. Programmet mangler nemlig nogle vitaminer, selvom prominente fortidsdrøn som Queens of the Stone Age (uden Dave Grohl), slowmotion-rockerne Sigur Rós og disney-metallerne Slipknot, er præsenteret side om side med langt sjovere acts som Kvelertak, Goat og Daedelus, så mangler de sande guldæg endnu at blive præsenteret.

Selvom, at Roskilde Festivalen endnu har 199 dage til at sammensætte overflødighedshornet, blev der sukket lidt ekstra højt i går ude på Havsteensvej. For rivalen, aarhusianske North Side, alias den nye pomadedreng i klassen med skovmandskjorte, fik nemlig plusser i karakterbogen, da en af rockens allermest spændende klenodier blev offentliggjort, nemlig selveste Nick Cave & the Bad Seeds. Et trækplaster, som faktisk kan hive københavnerrøve (læs: undertegnede) hele vejen til Danish-for-progress. For dagens kaniner, som blev trukket op at ølhatten, når ingenlunde Cave’s kaliber.

Mindre kan heldigvis også gøre det, og armbevægelserne er sjældent store, men ofte spændende, når festivalen præsenterer elektroniske navne . Holy Other har gjort sig fint bemærket med debutalbummet “Held”, med en dyster blanding af 2-step og moody r’n'b. Nogle vil mene at Holy Other er på plakaten som Burial surrogat. En lækkerbisken til de tyste nattetimer.

Længere inde i mørket boltrer Vatican Shadow sig med en klædelig bryg af mørk dystopisk industrial. Når Dominick Fernow, som også kendes fra Prurient og ikke mindst Cold Cave, tilfører et sfærisk beat, så bliver det ret uimodståeligt. Vatican Shadow er måske det mest vellykkede projekt indenfor genren siden Fuck Buttons.

Et rablende, muterende mangehovedet bæst. Sådan beskrives Jam City vel bedst. Alt godt indenfor soul, r’n'b og house, blandes, tilsættes en moisty omgang dubstep og hakkes op igen til et flimrende kludetæppe. Ikke alt er vellykket, men heldigvis er numrene korte og meget divergerende. Hans Xlr8r mixtape kan anbefales.

Knap så spændende synes Disclosure, som ellers havde lidt medvind efter et par solide mixtapes. Duoens første single er decideret gudsjammerlig i sin mainstreamsøgende popstep-electro lyd. Av mit øre. Gå på RFs hjemmeside hvis du vil høre singlen.

Endelig kommer et amerikansk hiphop/house-act Baauer. Don’t. Fucking. Even. Think. A-fucking-bout. It. Fuck.

Husk at du kan lytte og abonnere på Unoders selected playlister i både Spotify & WiMP.

Fredag var dagen hvor Roskilde Festival ikke kunne vente længere de måtte bare ud med det. De næste tre kunstnere til næste års halbal er offentliggjort.

Der kan skrives meget om Queens of the Stone Age og i Roskilde-sammenhæng kommer jeg i hu en noget spag affære i hu fra 2007 af Josh Homme et al. Jeg er ikke den eneste der har lagt mærke hvor utilgiveligt Orange Scene behandler d’herrer fra Californien, ligesom i 2007 kæmpede de også noget med opgavens omfang i 2003.  Forhåbentlig bliver det noget andet i 2013, for her er Dave Grohl tilbage bag tønderne siden den brillante Songs for the Deaf. Om det udelukkende er for indspilningen af deres nye album eller om tourbedriftene indregnes er vist et åbent spørgsmål. Indtil det spørgsmål besvares positivt, kan vi imidlertid kigge længselsfuldt tilbage til dengang de havde noget på hjerte.

DJ-ensembler er en størrelse som jeg har det svært med. Måske er jeg ved at blive gammel, måske er det fordi at mine DJ skillz aldrig oversteg at scratche en C + C Music Factory til ukendelighed i ungdomsklubben, men C2C kan altså ikke få mit pis i kog, fire  Disco Mix Club World Team DJ Championship i træk eller ej. Well, i det mindste er de ikke Den Sorte Skole.

Daedelus derimod, er en del mere spændende. Den Los Angeles-baserede producer gæstede, så sent som sidste år, Sónar med sit Archimedes Show. En A/V installation med 24 spejle, lysinstallationer og projektioner der akkompagnerer denne electronicakolos’ repertoire.

indtil de 24 spejle er sat op er her en udvidet Unoder playliste som du kan fornøje dig med.

Som så mange andre er Rune og jeg her på Unoder hooked på Roskilde Festival som Amy Winehouse var på flasken. Uanset hvor mange gange Øxner og co. pisser os alle sammen af med Magtens Korridorer og Nephew og andet ret og kravl fra nederste hylde i tombolaen vil vi altid følge offentliggørelser af navne henover efterår, vinter og forår og sidde bænket på forreste række til pressemødet i april som hengivne undersåtter af den Kære Leder.

Sidste onsdag kom første kommuniké fra førerbunkeren på Havsteensvej. Til tempererede jubelscener på redaktionen blev de fire første kunstnere til Roskilde Festival 2013 offentliggjort. I fuldstændig vilkårlig alfabetisk rækkefølge er de:

Goat er voodooguruer fra det nordligste Sverige der blander funk, rock, psych og afrobeat i en herlig pærevælling og de er oplagte kandidater til at komme på alles lister over must-see på Dyrskuepladsen med løftet om en fest og mange vil med stor sandsynlighed sætte alt fra store fede krydser, understregninger og parenteser omkring Goat for til sidst at forbigå dem for et større navn. Sådan plejer det at være for mit vedkommende, men med Goat fornemmer jeg allerede nu at det vil være en fejl. Goat er hermed på Unoders liste og de burde også være på din – med stort fedt kryds og understregning – og gem så dine parenteser og aldrig-i-livet-markering til de mere generiske artister (se nedenfor) som man alligevel får smidt i hovedet til næste Grøn Koncert. Hvis du stadig ikke er overbevist så giv dig i kast med “Let It Bleed” fra debuten World Music. Det burde gøre tricket.

Norske Kvelertak får lov til at lege med de store drenge til sommer. Hvor de i 2009 var en del af programmet på Pavillion Junior er de denne gang føjet til programmet i selve festivalperioden. De spiller hardcore, black metal og garage. Sammenblandingen af disse genrer gør at jeg personligt ikke kommer til at nærme mig Odeon når Kvelertak indtager Dyrskuepladsen.

Sigur Rós derimod behøver ingen nærmere introduktion. De er på min bucketlist. De er tilbage for første gang siden 2006 – et år Roskilde blev forbigået af mig, et retrospekt en tåbelig beslutning – Sigur Rós er must see for Unoder.

Som pølseenden i pølsen – du ved der hvor der er bundet knude på tarmen – er danske Volbeat offentliggjort og det er vel fint at få den uambitiøse, navlepillende booking af vejen, så vi kan komme videre med de lidt mere spændende navne. Jeg vil skal spare jer for smædelinks med videoer fra bemeldte kunstner og istedet lede opmærksomheden på Unoders Spotify og WiMP playlister som løbende vil blive opdateret som navne til årets kalads bliver præsenteret.

November er en klassisk koncertmåned og udvalgt er lige dele fantastisk og uoverskueligt, og her er Unoders favoritter og dermed anbefalinger:

Smog-frontmand Bill Callahan gæster ikke København af to omgange med sin underspillede, folkede rock, der med garanti kan få ethvert skovmandsskjortebeklædt hjerte til at banke. Til gengæld kan man både 2. og 9. november se Apocalypse: A Bill Callahan Tour Film i henholdsvis Gloria Bio og på Teater Grob. Billetter købes her.

4. november er der skæg-off. Den regerende mester Bon Iver entrer Forum, hvor der er pivudsolgt, den udfordrende skægabe The Tallest Man on Earth stikker ikke op for bollemælk da hans koncert i Store Vega også er udsolgt. Få jer dog alligevel skrevet på de respektive ventelister. Skovmandsskjorte påkrævet.

I uge 45 er der hipsteranbefalinger at finde idet Jack Tatums Wild Nothing diverterer med sin kantede indie pop i Pumperen 6. november. 9. november bliver der skruet lidt ned for lyset, charmen og lystigheden, når DIIV spiller op til mareridtsfremkaldende dream pop på Loppen.

Ugen efter skydes igang med et potentielt brag når pre-hipsterne i Animal Collective spiller op på Statens Museum for Kunst for at runde CPH:DOX af. Køb billetterne her. Man burde dog heller ikke snyde sig for at få møgbeskidte tæer ved at dyppe dem i Two Gallants hjemmebryg. De spiller samme dag som dyrekollektivet på Loppen

Uge 47 byder på Andrew Bird, Ariel Pink’s Haunted Graffiti, Spiritualized, Django Django og endelig The xx i Falconer Salen(!).

November måned rundes af i et mere afstadigt tempo med Dan Bejars Destroyer i Vega og McGarrigle-Wainwrightfamiliens lyrisk sorte får Martha Wainwright.

Otte år er skellet mellem to generationer, fik jeg en gang at vide. Inden for den elektroniske musik synes otte år at kunne rumme rigtig meget mere end blot en enkelt generation. Det er mindst en evighed siden, at klubber verden over spillede numre som We Don’t Play Guitars og Michael Mayer’s superhit Lovefood fra albummet Touch. Ikke desto mindre er det først nu, at Michael Mayer er klar med opfølgeren Mantasy. Mantasy er klassisk Kompakt-lyd og med byens stiveste four-on-the-floor koncept. Stiligt og velsmagende.

Første single fra Mantasy er Good Times og har et dansk islæt, idet Jeppe Kjellberg fra WhoMadeWho lægger vokal til, hvilket i øvrigt er eneste vokal på hele albummet.

Watch this video on YouTube.

Foruden albumversionen af Good Times er der også droppet en såkaldt “Smartphone version”, hvor nummeret er komprimeret ned på  utålmodige 4 min. Denne version kan downloades lige her og høres nedenfor.